Kirkens historie
Kirkens historie:
1800-tallet – Flere mennesker, flere kirker
I midten af 1800-tallet vokser indbyggertallet i det gamle fattigkvarter omkring Adelgade og Borgergade eksplosivt på grund af samfundets industrialisering og kriseudvandringen fra land til by. Før 1861 var der ikke så mange sogne i København. Sankt Johannes var det første sogn, der blev
oprettet uden for voldene - og derefter gik det stærkt! Ca. 20.000 mennesker bor i disse år i området og der er kun en kirke til at betjene dem alle – Trinitatis. I 1858 oprettes sognet Trinitatis Nordre, som udskilles fra Trinitatis. Det bliver fra 1877 til Sankt Pauls Sogn.
I sognene Sankt Johannes og Sankt Paul finder man mange af tilflytterne til de store københavnske arbejderkvarterer i slutningen af 1800-tallet.
1867 – Kirken får plads i den mest forfaldne del af kvarteret
Et udvalg bestående af indflydelsesrige borgere søger om økonomisk støtte fra kommunalbestyrelsen til at bygge en ny kirke. Samtidig bliver en arkitektkonkurrence om bygning af den nye kirke udskrevet. En 1. og 2. præmievinder bliver udpeget og begge bliver anmodet om at arbejde videre med deres forslag.
Herefter anmodes ministeriet om tilladelse til at påbegynde byggeriet på en grund, som ligger for enden af Adelgade i den ældste og mest forfaldne del af Nyboder.
1872 – Grundstenen lægges
I april 1872 kommer byggetilladelsen til kirken i Trinitatis nordre sogn, dog på betingelse af nogle reduktioner i overslaget, og både sogn og kirke får samme år navnet Sankt Pauls. Byggepladsen bliver stillet til rådighed pr. 1. maj og et par uger senere skriver man kontrakt med arkitektkonkurrencens 2. præmievinder, arkitekt Johannes Emil Gnudtzmann (1837-1922).
Kirkens grundsten bliver nedlagt ved en højtidelighed den 1. nov. 1872.
1877 – Kirken indvies
Kirkens indvies d. 18. februar 1877 med basunmusik og sangkor i overværelse af kongeparret. Kirkens første præst er Jens Nielsen (1858-1883) og første residerende kapellan er Peter Jessen (1858-1869).
Kirken er bygget i et fattigkvarter og som magistratskirke bliver den holdt i stramme økonomiske tøjler. Den bliver i årenes løb frem til nyere tid nedslidt og nødvendige bevillinger til vedligeholdelse bliver ikke tilført.
1900-1945
Tilflytningen til København fortsætter og i 1908 oplever kvarteret en sand invasion af tilflyttere. I 1912 mener man, at der alene i Borgergade og Adelgade bor 6.000 mennesker stuvet sammen i gamle bindingsværkshuse med udvendige trapper og svalegange af mørnet træ.
Men første verdenskrig kommer i vejen for saneringen og det er først efter anden verdenskrig at den for alvor kommer i gang. Det sker samtidig med, at folk begynder at flytte fra indre by efter anden verdenskrig for at bosætte sig i forstæderne.
Efterkrigsårene
Helt fra starten af har det sociale arbejde været en stor del af kirkelivet i Sankt Pauls. Den første præstefrue i kirken deler med hård hånd midler ud til værdigt trængende i kvarteret. Igennem årene har kirken haft både sygeplejerske og børnehave tilknyttet.
1970 og frem til 1993 – Hvad skal der ske med Sankt Pauls?
I 1970’erne – 100 år efter kirkens indvielse – er befolkningstallet faldet stærkt i sognet. Desuden er Sankt Pauls Kirke så forfalden, at der i Københavns Kommune er tale om at rive kirken ned eller anvende den til andet formål: Som hjemsted for Statens Museum for Kunsts afstøbningssamling. Men kirken overlever som kirke og i stedet påbegynder man en restaurering af kirken, som varer i 12 år, hvorefter Sankt Pauls bliver genindviet søndag den 6. juni 1993.
2012 – Skal kirken lukkes?
Borgergade og Adelgade bliver fortsat saneret, og fra oprindeligt at være de fattiges og mange børns kvarter, kommer der flere sociale boligbyggerier med høj husleje, to store nybyggede plejehjem og lejelejligheder bliver til ejerboliger. Kvarteret er et attraktivt boligområde for familier med solide indtægter.
Men antallet af kirkegængere i Københavns Stift er i årenes løb faldet, og stiftet foreslår derfor i 2012, at 17 kirker lukkes og bruges til noget andet. En af dem er Sankt Pauls.
Menighedsrådet argumenterer hårdt for kirkens overlevelse med henvisning til kirkens historie og arkitektur. Menighedsrådet fremhæver, at der blandt beboerne i sognet er en bred opbakning til kirken selvom de ikke kommer så meget i kirken. Sagen om lukningen af kirkerne i København ender på daværende kulturminister Marianne Jelveds bord. Hun mener ikke, at der tilstrækkelig grund til at lukke kirken imod menighedsrådets ønske, og Sankt Pauls får lov til at fortsætte som kirke.
Fra 2014: Fra lukningstruet til liv og lys i kirken
I 2014 tiltræder Kathrine Lilleør som sognepræst i Sankt Pauls efter 16 år som sognepræst ved landsbykirkerne i Slagslunde-Ganløse. Udover at være sognepræst er Kathrine Lilleør forfatter og aktiv debattør, og i løbet af hendes tid i Sankt Pauls er menigheden vokset markant med over 200 kirkegængere til højmesse om søndagen.
